Nyheder

flerenyheder

Eldrevne renovationsbiler er vejen frem, lyder det fra Frederiksbergs Gartner- og Vejservice, der anvender bilerne til indsamling af restaffald i toholdsskift.

God performance, mindre støj, et væsentligt bedre arbejdsmiljø, en forbedring af miljøpåvirkningen og lave driftsomkostninger. Det er hovedkonklusionerne på de første fem års erfaringer med 100 procent eldrevne renovationsbiler hos Frederiksberg Gartner- og Vejservice. Den første eldrevne PVI C-Less skraldebil blev leveret i 2013. I 2015 købte kommunen endnu én, og i foråret 2018 blev der leveret yderligere tre.

pvi c less frederiksberg
Tre af de fem eldrevne PVI C-less komprimatorbiler var i gang med at blive ladet op på pladsen ved Frederiksberg Gartner- og Vejservice, da fotografen var på besøg. Foto: Poul Erik Pedersen.

”Helt overordnet er vi rigtig godt tilfredse med de eldrevne renovationsbiler. Vi har prøvet dem af på det hårdeste arbejde, vi har at byde på, nemlig afhentning af dagrenovation i toholdsskift, og det klarer de fint. Samtidig nyder både borgerne og medarbejderne godt af, at de overhovedet ikke støjer – især når vi henter skrald tidligt om morgenen,” fortæller afdelingschef Ole Philip fra Frederiksberg Gartner- og Vejservice.

Fem år gammel bil stadig i fin form

En eldreven renovationsbil er mellem to en halv og tre gange dyrere end en tilsvarende dieselbil. Desuden koster batteriet som tommelfingerregel et tons af bilens nyttelast, og der skal investeres i et ladeanlæg til bilerne.

Til gengæld slides bilernes elmotor betydeligt mindre og holder dermed længere. Vedligeholdelsesomkostningerne er mindre, og el er væsentligt billigere end diesel.
Forventningen er dermed, at den højere investering – i hvert fald et stykke hen ad vejen – kan blive opvejet af de lavere driftsomkostninger og en længere afskrivningsperiode.

pvi c less batteri
Batteriet er monteret bag førerhuset på bilerne. Opladningen varer 6-9 timer, og bilerne kan køre op til 150 km og tre læs skrald på en opladning.

Den første bil, der blev leveret for fem år siden, er stadig i fin form. En måling af batterikapaciteten viser, at den stadig er på 93 procent efter fem år.

”Det er bedre, end vi havde forventet, så vi er optimistiske med hensyn til, at bilerne holder de 10-12 år, der skal til for at det hænger sammen økonomisk. Til sammenligning kan vi se, at dieselbilerne bliver hurtigere slidt. Under alle omstændigheder ved vi meget om det i løbet af nogle år,” konstaterer Ole Philip.

Positive europæiske erfaringer

De fem eldrevne renovationsbiler er leveret til Frederiksberg Kommune af Phoenix Danmark i Brøndby. Her fortæller administrerende direktør Brian Olesen, at erfaringerne fra Frederiksberg understøttes af tal fra biler, der kører rundt i en række andre europæiske byer.

”Indtil videre er der leveret 150 eksemplarer af PVI C-Less med samme konfiguration, som dem der er leveret til Frederiksberg. Vi kan se, at de samme tal går igen på alle bilerne, og de viser, at bilerne vil kunne køre i 12 år, før batterikapaciteten kommer under 80 procent,” fortæller Brian Olesen.

Den franske fabrik PVI (Power Vehicle Innovation) begyndte at producere eldrevne lastbiler i 1990, blandt andet renovationsbiler til Paris. Virksomheden har dermed opbygget en solid erfaring gennem mange år, og der er sat yderligere fart i udviklingen, da fabrikken i begyndelsen af 2017 blev overtaget af Renault Group.

Dennis Eagle i Storbritannien har bygget chassis’erne, mens de forskellige opbygninger på bilerne er udført af Phoenix Danmark, som har leveret bilerne til Frederiksberg.

Flere eldrevne renovationsbiler på ønskelisten

Hos afdelingschefen i Gartner- og Vejservice i Frederiksberg Kommune er holdningen klar. Her står flere eldrevne renovationsbiler øverst på ønskelisten:

”Vi står foran udskiftning af ni dieseldrevne komprimatorbiler, og det er da oplagt at se på mulighederne for at få eldrevne renovationsbiler i stedet. Under alle omstændigheder tror og håber jeg, at det er den vej vi kommer til at gå i fremtiden,” fastslår Ole Philip.

frederiksberg ole philip
Afdelingschef Ole Philip fra Frederiksberg Gartner- og Vejservice er meget tilfreds med de fem 100 procent eldrevne komprimatorbiler.

Fakta: Eldrevne renovationsbiler på Frederiksberg

I forhold til anvendelsen af eldrevne renovationsbiler har Frederiksberg Kommune fordel af at være en geografisk lille kommune på 8,7 kvadratkilometer og med over 100.000 indbyggere. De fem eldrevne PVI C-Less renovationsbiler er komprimatorbiler med forskellige opbygninger. Bilerne anvendes til indsamling af restaffald fra husholdninger, dvs. ikke organisk affald.

Bilerne indsamler dagligt to læs skrald, der afleveres på Amager Ressource Center. Det svarer til at bilerne dagligt kører 80-100 km. Opladning varer 6-9 timer og foregår om natten. Batterierne giver kapacitet på op til tre læs skrald og 150 km. 

De fem eldrevne biler har alle en totalvægt på 27 tons. De fire har en batterikapacitet på 255 kWh, mens én har et mindre batteri på 170 kWh. De fire biler med stort batteri kan klare 10 tons nyttelast, mens bilen med det lille batteri kan laste 1 ton mere.

Følg os på Facebook   facebook    - og Linkedin  linkedin icon

Vi anvender webstatistik og cookies med det formål at optimere hjemmesiden. Vi deler statistiske oplysninger med tredjepart med det formål at udvikle hjemmesiden og vores forretning. Vi sælger ikke dine personlige oplysninger til tredjepart.